Traumebehandling, Psykoterapi, Mindfulness kurser

Lokation Roskilde Online
Medlem siden September 2024
Ventetid 1-2 uger
Køn Kvinde
Sprog Dansk
Tilskud -

Beskrivelse

Jeg tilbyder Traumebehandling, Psykoterapi og 8-ugers MBSR mindfulness-kurser.

Jeg arbejder med evidensbaserede traumemetoder, der skaber healing til de tilstande, der ikke løses ved kun at tale om dem. I både min traumebehandling og i mindfulness-kurserne er der en gennemgående rød tråd: Mange mennesker kommer med en krop i alarmberedskab eller lukket af. De føler indre uro, opgivenhed, rastløshed og en følelse af at være "fastlåst" i egne tanker og uhensigtsmæssige mønstre. De fleste har allerede sat ord på deres problematikker, læst bøger om det og kender ofte også løsningen (mentalt), men kroppen er ikke med. De bagvedliggende traumer og tilknytningsproblematikker forbliver ubearbejdet i kroppen.

Hvordan VI arbejder sammen:
Vi starter med en indledende telefonsamtale, hvor vi sammen afdækker, hvad der er det rette tilbud for dig. Mit fokus er at skabe et trygt rum, støtte et roligt nervesystem og omsorgsfuldt hjælpe dig med at skabe de forandringer i dit liv, du ønsker.
Jeg har fokus på kropsligt forankret forandringer, og et blik for at traumer og tilknytning, kan ligge som dybe underliggende baggrunde for dine problemstillinger herunder også stress.
Fra en dyb indre kropslig forankring i dig selv, bliver det lettere, at finde klarhed og retning, sætte grænser, have kontakt indad/udad, øve relationskompetencer og frigøre dig fra fortidens fastlåste følelser/mønstre.
Spiritualitet og meditation inddrages i samtalerne, hvis du ønsker det.

Traumebehandling og mindfulness/selvomsorg kombineret:
Traumebehandling og mindfulness er stærkt transformerende sammen. Mange af mine klienter vælger at kombinere traumeterapi med et MBSR mindfulness-kursus, da det har vist sig at være en særligt effektiv metode til, at finde indre ro i tiden omkring bearbejdelse af dybere traumer.

Jeg er uddannet i evidensbaserede traumebehandlingsmetoder: Parts Work (IFS) og bilateral stimulation (EMDR) og har før det arbejdet SE inspireret. Derudover anvender jeg MBSR mindfulness/selvomsorg og gestaltpsykoterapi.
Jeg er oprindeligt bevægelsespædagog og har i mange år deltaget på kurser inden for traumer, terapi, meditation, selvomsorg, hjerte, energi, stilhed og bevægelse, bl.a på Vækstcenteret.

Jeg modtager løbende supervision og er medlem af Dansk Psykoterapeut Forening og lever op til de gældende standarder om tavshedspligt og etiske rammer.


Uddannelse

Traumeterapeut
Psykoterapeut MPF
Coach ICF
MBSR Mindfulness underviser fra Århus Universitet
Mangeårige kurser i meditation, retreats og energiarbejde
Ledelseskurser og leder i det private erhvervsliv
Bevægelsespædagog


Priser

Priser
Traume/psykoterapi session 60 min: 1.100 kr
Traume/psykoterapi session 90 min: 1.400 kr

Coaching og online samtaler har samme priser

Priser for 8-ugers MBSR mindfulness forløb: kr. 4.800.- for selvbetalere. Virksomheder og andre fradragsberettigede 5.600.-. 4.200,- for studerende, ledige og (førtids)pensionister.


Klientudtalelser

”Du har reddet resten af mit liv!” Dette er mine afsluttende ord til Berit efter min sidste individuelle samtale. I forbindelse med en stress-sygemelding og et MBSR-kursus i mindfullness har jeg haft individuel traumeterapi med Berit. Årsagen til, at jeg tillod min krop at arbejde lang ud over det rimelige – og mulige – skulle findes i barndomstraumer. Jeg har lært at mærke min krop, og jeg føler mig lettere end nogensinde før. Berits enestående evne til at udfordre og samtidig støtte gjorde, at jeg hele tiden følte mig i trygge, kompetente hænder. Som menneske er Berit utrolig empatisk og omsorgsfuld, og dette skinner tydeligt igennem i hendes arbejde som traumeterapeut. Det føles vildt at opleve sindet give slip på så mange uhensigtsmæssige gamle mønstre, som jeg ikke anede kunne ændres.

Anonym

Begge mine piger har fået samtaler hos Berit i perioder hvor de har haft det svært af lidt forskellige årsager. Min ældste datter startede i psykiatrien, da vi opdagede, at hun skadede sig selv. I psykiatrien fik hun først diagnosen moderat depression, senere ADD og i en periode fik hun medicin - men der fulgte ikke umiddelbart nogen plan for at hjælpe hende med. Det var derfor jeg selv tog affære, fandt Berit og fik samtaler startet op. Vi fortsatte sideløbende med Berit også i psykiatrien, men den virkelige hjælp til at håndtere de svære følelser og finde sig selv kom fra Berit. Hvorvidt diagnoserne har været korrekte eller ej synes jeg er svært at vurdere. Jeg kan se at i dag er hun medicinfri og har været det de sidste ca 4 år. Hun går i 3.g på gymnasiet, hvor hun gør det rigtig godt. Problemerne hos pigerne har bl.a. handlet om håndtering af en sorg efter tab, selvskade, at føle sig udenfor fællesskab i skolen, at have svære følelser i kroppen. Berit var god til at skabe en tillid mellem hende og pigerne, som gjorde det muligt at hjælpe dem. En tillid jeg som mor på det tidspunkt havde svært ved at skabe. Hun hjalp pigerne til at finde jordforbindelsen og sig selv. At mærke sig selv og forstå hvad de mærker. Og på den baggrund selv finde ud af hvad de har brug for. Jeg var for begge piger med ved de første samtaler ind til pigerne var trygge ved Berit. Derefter var jeg ikke med. Jeg tror det var vigtigt at jeg ikke var med - og at Berit var deres fortrolige. Jeg havde dog sideløbende kontakt til Berit på mail eller telefon i det omfang det gav mening. Så jeg vidste lidt om hvordan det gik - men altid med respekt for at Berit havde et fortroligt rum med pigerne, som gjorde at de ville lukke sig op for hende. Berit har givet pigerne nogle værktøjer, som de nu senere fortæller, at de stadig bruger. På den måde ser jeg det idag som en gave mine piger har fået med sig. Begge piger trives idag og jeg er ikke i tvivl om at Berit har gjort en forskel i den forbindelse. Den ene af mine piger er netop startet i 10.kl på en efterskole. Hun har fået sådan en god start. Der er også svære følelser, når man starter på en efterskole - men hun fortæller nu, at nogle af de teknikker hun lærte hos Berit hjælper hende, så det svære ikke får lov at fylde - så hun har overskud til at tage alt det nye og positive ind. Jeg kan kun derfor give Berit mine aller varmeste anbefalinger og af hjertet tak Berit ❤️

Anonym

Jeg havde stor gavn af mit terapeutiske forløb hos Berit. Hun er en meget dygtig terapeut, der både forstår at lytte og udfordre. Jeg har oplevet både at føle mig set og hørt og jeg er ofte gået fra terapien opløftet og klogere. Jeg har også været glad for de værktøjer som vi sammen har trænet og gjort brug af i terapien. Dem gør jeg - nærmest på daglig basis - aktivt brug af i min dagligdag. Sidst men ikke mindst værdsætter jeg det menneskesyn, som gennemsyrer Berits måde at arbejde på. Hun lever det hun siger, og den ånd som hun arbejder i, manifesterer sig i hendes ord og handling. At hendes livsforståelse har en klar retning ud mod verden og ‘næsten’ har været altafgørende for at jeg har ønsket Berit som min terapeut.

Erika, psykolog

Jeg har gennem 8 år haft stor glæde af at deltage i Berit Larsens forskellige gruppeforløb hos MINDFUL-U, bl.a. 8-ugers MBSR mindfulness-forløb, Udviklingsgruppen “Liv i bevægelse” og Fordybelsesdage. Derudover har jeg flere gange haft jævnlige 1:1-sessioner med Berit, som har givet værdifuldt input og støtte til min personlige udvikling. Berit arbejder med stor autenticitet og formår at trække på læring og erfaring fra mange forskellige kilder, hvilket gør hendes tilgang både dyb og inspirerende. Jeg kan helt klart anbefale MINDFUL-U og Berits arbejde til alle, der ønsker at styrke deres mindfulness-praksis og personlige udvikling.

Bo Hagensted Møller

Jeg vil starte med at sige af hjertet TAK til Berit for hendes behagelige og utroligt varme væsen. Og for at have hjulpet mig med at finde “frøet” i mig selv og den ro jeg har søgt igennem livet på alle verdens kontinenter. jeg har fået “værktøjet” der virker for mig, det er jeg meget taknemmelig for. Det er noget jeg er fast besluttet på at arbejde videre med hele livet. Jeg har hos Berit gennemført et 8 ugers MBSR kursus, som jeg mærkede effekten af allerede fra uge 1. Vi var en gruppe meget forskellige mennesker (alder,socialt,syge,raske og søgende) som opnåede et varmt fællesskab og omsorg sammen med Berit. Det føltes naturligt og trygt allerede fra starten og var onsdage jeg så frem til. Da jeg startede havde jeg bevidst ikke sat mig nogle forventninger om kurset. Men ville møde det med helt åbent sind og havde bestemt mig for at lave alle de “lektier” vi fik med hjem. Samt at gøre alt hvad jeg selv kunne, for at mærke hvad det mindfulness virkelig kunne gøre. Jeg ville aldrig have troet på hvor stor en ændring 8 ugers MBSR kan gøre. Før jeg mærkede effekten på egen krop. Det har overgået mine vildeste fantasier, om hvad der er muligt at udrette på puden. Det har hele vejen igennem været et behageligt og givende forløb i rare og venlige omgivelser. Jeg har fuld tillid og stor respekt for Berit som menneske og formidler. Jeg vil anbefale alle at tage sig godt af sig selv og starte på sådan et kursus.

Jonas Duvill

Jeg takker af hele mit hjerte for den hjælp jeg fik til, at finde tilbage til mig selv. Det er slet ikke så svært det hele, når blot jeg kan mærke mig selv. Jeg mistede mig selv over en længere periode, og sagde flere gange: det er som om jeg er forsvundet. Jeg er tilbage stærk, og mit hjerte fortæller mig igen tydelig, hvad der er rigtigt og forkert, TAK fordi du hjalp mig tilbage!! Min kunst er kommet tilbage under min sygemelding, og har gennemgået en stor forandring - fra da jeg mødte dig første gang og hvor let og sjovt den er nu. Jeg bliver lidt vemodig, ved tanken om at vores onsdags kurser er slut, det har været en kæmpe gave til mig. Og Berit du er et helt fantastisk menneske, med et hjerte og en omsorg der varmer alle de mennesker du omgås. Endnu engang tusinde tak og et stort knus fra Mette.

Mette

Jeg har netop deltaget på Berits 8 ugers MBSR kursus - hvilket har været den bedste gave til mig, min krop og sind. Berit er sindssygt dygtig fagligt og menneskeligt og virkelig god til at skabe god dynamik i en gruppe. 5 stjerner herfra.

Janni Buus

Berit er dygtig - seriøs- autentisk - hun er nærvær - hun er i stand til at give mindfulness rigtig god mening - kan kun anbefale et forløb - uanset om du er udfordret eller bare ønsker at forstå - på et dybere niveau .

Mette Frost Nielsen

Det er med en stor taknemmelighed, at jeg har gennemført MBSR- forløbet hos Berit. Jeg havde i lang tid overvejet, om det nu var noget for mig, men havde altid valgt det fra, da jeg jo i mange år havde lavet yoga. Jeg syntes, at jeg havde mange redskaber til at berolige mit sensitive sind og min store tendens til tankemylder og bekymringer. Men det var som om, at effekten fra yogamåtten ikke holdt ret længe efter yogapraksissen - også selv om jeg praktiserede meget meditativ yin yoga og fantastisk restorativ yoga. Jeg nåede frem til, at jeg blev nødt til at “blive holdt mere i hånden” og få flere teknikker/hjælp ind i mit liv. Endelig fik jeg meldt mig til MBSR forløbet og det er simpelthen en af de bedste beslutninger, jeg har taget. I løbet af de 8 uger mærkede jeg, hvordan jeg langsomt blev bedre og bedre til at være mindful i mit liv - ikke kun når jeg lavede yoga eller mediterede. Jeg begyndte, at værdsætte mit liv mere og det største var nok, at jeg endelig forstod at være venlig/kærlig mod mig selv. Selv mine udfordringer som diabetiker blev mindre - det er som om jeg nu er mere blid ved mig selv, når blodsukrene flyver op og ned, som de jo gør i perioder. Jeg føler, at jeg har været igennem en healingsproces i de 8 uger, hvor accepten af mig selv - med de kort jeg nu har på hånden - endelig faldt på plads. At den stress, som jeg har båret i flere år i mit system også er blevet reduceret, kan bla. også ses på den mindre mængde insulin, som jeg tager nu i forhold til før MBSR forløbet. Så alt i alt mærker jeg både fysiske og mentale positive effekter af, at have fået mindfulness ind i mit liv - og det er kommet for at blive! Jeg vil ønske for alle, der vil det bedste med deres liv, at tage et MBSR forløb og kan kun varmt anbefale Berit, der meget professionelt og med en særlig empati og varme “holdt mig i hånden”.

Hanne Sandhoff

Hvis du eller en anden person er i fare eller har selvmordstanker, bør du ikke benytte Terapeutmatch. Disse instanser kan hjælpe dig med øjeblikkelig hjælp.