Følgende scene har jeg fra nogle bekendte, et ungt par og nybagte forældre. De har det første obligatoriske besøg af sundhedsplejersken, hvis arbejde består i at rådgive og vejlede forældrene, således at barnet får de bedste betingelser i det lille hjem. Parret har set frem til besøget og er en lille smule nervøse; selv om de inderst inde har en sikker fornemmelse af at de gør det meste godt nok, er det svært at undsige sig en smule ærefrygt for sagkundskaben. Af andre har de fået at vide at der kun er grund til at glæde sig, man får mulighed for at stille påtrængende spørgsmål vedrørende barnet og får en masse gode råd med på vejen. Sundhedsplejersken gør sin entré. Fra start til slut på det næsten to timer lange besøg veksler hun mellem at irettesætte moren i stort set hver en handling, hun foretager sig, og at kommunikere med faren på følgende måde: Mens barnet sidder hos moren siger hun henvendt til barnet ”Nu skal far huske at give lille bassemand ren ble på”, ”Nu skal far huske at være ekstra god ved mor så hun kan slappe lidt af”, ”Far skal også tage hensyn til at mor måske ikke altid har lyst til alt det seksuelle”…osv. Far er målløs. Han undrer sig rigtig meget over at sundhedsplejersken føler sig foranlediget til at gøre sig betragtninger om hans og hans kones seksualliv i betragtning af at de har inviteret en sundhedsplejerske og ikke en sexolog inden for døren. Og mest af alt undrer han sig over hendes måde at kommunikere sine budskaber på, til ham. Hun bibringer begrebet indirekte kommunikation helt nye dimensioner. Af en eller anden grund er hun ikke meget for at komme i direkte kontakt med faren (medens moren derimod revses som en uvorn datter), hvorfor hun benytter barnet som skjold og som megafon. Resultatet blev langt fra, som hun måske havde håbet på, at faren eftertænksomt tog hendes anvisninger op til nærmere overvejelse, men derimod at han tog høreværn på og ignorerede hende tykt til hun var vel ude af døren igen. Morale: Hvis du vil sige noget til nogen, så sig det direkte i stedet for at prøve at smugle det ind ad bagdøren. Ser man godt efter, foregår der fantastisk meget af netop denne slags indirekte kommunikation overalt i hverdagen. Meget ofte bliver børn – fordi de er ude af stand til at forsvare sig – brugt som strategiske brikker af deres forældre, som lever i den vildfarelse at der på denne vis effektivt kan sendes budskaber til ægtefællen. For resten har sundhedsplejersker ry for at være dygtige og kompetente fagfolk – den hér nævnte er efter alt at dømme en uheldig undtagelse.